Arbejdsområde: Tinglysning
Kontakt nærmeste LandSyd afdeling
Din garanti for korrekt tinglysning
Siden 2009 har al tinglysning i Danmark været digital og samlet i Tinglysningsretten i Hobro. Hos LandSyd arbejder vi hver dag med tinglysning og har stor erfaring med både enkle og komplekse sager. Vi vejleder dig sikkert gennem hele processen – fra udarbejdelse af dokumenter til den endelige registrering i tingbogen.
Et typisk eksempel kan være tinglysning af en deklaration om vejret. Vi udarbejder udkast til deklarationsteksten og tilhørende e-rids (kort), som præcist viser, hvor vejretten ligger. Derefter kan parterne underskrive digitalt via tinglysningssystemet – eller vi kan, med fuldmagt, gennemføre hele processen for dig.
Vi udarbejder og tinglyser alle former for deklarationer for private, virksomheder og myndigheder.
For private kan det være deklarationer om vejret, forkøbsret, ledninger eller byggeretsligt skel.
For myndigheder kan det være vilkår i forbindelse med tilladelser eller standarddeklarationer efter landbrugsloven.
Hvis der skal tilføjes eller ændres noget i en eksisterende deklaration, finder vi frem til de relevante parter, indhenter underskrifter og gennemfører den digitale tinglysning.
Er en deklaration blevet overflødig? Så sørger vi for aflysningen. Vi identificerer de nødvendige parter, indhenter underskrifter og gennemfører selve aflysningen i den digitale tingbog. Dermed slipper du for unødige bindinger på din ejendom.
Hvis en ejendom ikke kan udstykkes, kan den i visse tilfælde opdeles i ejerlejligheder. Vi foretager opmålingen af bygningen, udarbejder fordelingstal og det nødvendige kortmateriale, og vi indsender anmeldelsen til tingbogen. På den måde får du en korrekt registreret ejerlejlighedsopdeling, som giver et klart juridisk grundlag.
Ved matrikulære sager kan vi samtidig udarbejde og tinglyse skøder. Fordelen ved at lade LandSyd håndtere både den matrikulære sag og skødet er, at alle oplysninger allerede foreligger hos os. Det reducerer risikoen for fejl og sparer dig for unødige omkostninger og dobbeltarbejde mellem flere rådgivere.
Har du opført en bygning på lejet grund, kan vi oprette et selvstændigt blad i tingbogen. Dermed kan bygningen tinglyses med pant- og ejerforhold. Vi udarbejder e-rids og GML-fil til stedfæstelsen og varetager selve registreringen.
Hvis ejendomsforholdene ikke er korrekt registreret – eksempelvis ved arv eller manglende ændringer i forbindelse med salg – kan en ejendomsdom være nødvendig. Vi indhenter de relevante oplysninger, udarbejder ansøgningen til domstolene og sikrer, at dommen efterfølgende registreres hos Tinglysningsretten. Dermed får du et korrekt og juridisk sikkert ejerskab, der muliggør køb, salg og belåning.